Lidt fortælling om flugtskydning/skydning.

 

Fra jeg var barn, blev jeg altid taget med til flugtskydning, det med skydning har altid været min store hobby, men det er vel ganske naturlig, da ens far var jæger og man altid blev taget med.

Jeg har skudt med salonriffel fra jeg var 7 år og til jeg var ca. 16 år, derefter var det flugtskydning i nogle år, men så kørte jeg træt, for det har altid været sådan, at var man bare lidt god skulle man med rundt alle de andre steder og efter at jeg startede med flugtskydning igen efter 25 års pause, er jeg der hvor jeg var dengang, men i dag er det kun for sjov og vinder jeg er det godt og taber jeg glæder jeg mig over at andre også kan.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kommer fra Egtved og startede på en bane i noget vi kaldte Ballehule, det var ca. 1960 og der var både 50 og 200 m. og om vinteren skød vi på 15 m. i en rutebilgarage på en vej der hed stationsvej (tror jeg nok) og senere oppe i kælderen i den dengang ny Egtved hal.

Da jeg blev lidt ældre var jeg markør ved skiverne på 200 m. banen og det var ganske sjov, især når der var blevet hul i skiven og vi trak den ned for at se hvad der var ramt.

Derefter markerede vi om det var en eksempelvis 8, 9, 10 eller en kryds tier (det var når den sad faktisk midt i skiven) og bagefter skulle vi vise hvor i skiven skuddet sad, det var efter klokkemetoden, klokken 8, 9 eller hvis den sad lodret oppe for oven klokken 12.

Det med kryds tier, diskuterede vi altid med dem fra Kolding egnen for de kaldte dem for kors tier og det synes vi jo lød dum, men vi havde da meget sjov ud af det.

 

 

Her har jeg sat et billede ind der er fra 1964 og viser salonbanen i Ballehule og fra højre har vi:

Svend Lehmann, Barber Christian Nielsen, Theodor Juel, og den lille dreng er mig Tommy Hvid, Næste skytte er min far Georg Hvid også kaldet Tømrer Hvid , det navn er der nok mange der kender ham under, og ved siden af er det Viggo Hansen , men de 2 sidste er jeg ikke helt klar over hvem er .

Er der nogen der mener jeg har forkert navn på nogen af dem på billedet eller at de har navnene på de 2 sidste vil jeg gerne høre fra dem.

 

Jeg har altid godt kunnet lide flugtskydning, men der er et men, for da jeg var yngre var familien gerne samlet og vi havde selv madpakker, kaffe, plus lidt af de andre våde varer med, så det var meget mere sammenhold for familien dengang end i dag.

Vi sad gerne på et tæppe lidt bag ved skytterne, så vi kunne se om de ramte duerne og selvfølgelig om ens far nu var bedre end de andre drenges far og det kunne vi børn godt komme lidt op at skænes om.

Hvis jeg ikke husker helt forkert lå flugtskydnings banen ved en lille tennisbane på Bøgvadvej i Egtved, vi havde også en lidt senere ude ved siden af Egtved pigens grav, og den sidste jeg skød på lå bag ved den gamle riffelbane i Ballehule (jeg kan godt huske forkert)

Der var også lidt mere hygge ved de gamle maskiner, som skulle stilles om, hver gang man skulle skyde til en ny side, speciel når de skød efter duer hvor der kunne komme fredede duer ,

Det var noget i den retning at der kom et vist antal hvide duer og man viste ikke hvornår de kom og så fik man minus hvis man skød en af de hvide, da de jo var fredede.

Jeg husker også den gamle rævemaskine, det var en ræv lavet af metal med en skive i midten, som kom kørende ned ad en stålwire og så skulle man først ramme skiven og når ræven så kom helt ned for enden udløste den en due der røg skrå opad og den skulle også rammes, ellers gjaldt skiven ikke.

Hvis man så ramte duen blev der talt hvor mange hagl der sad i skiven og den der havde flest hagl i var vinder.

Jeg ved ikke om det min far gjorde, hjalp på at samle haglene, men han sad tit og fyldte stearin i patronerne, jeg synes jo at det måtte smelte med udgangshastigheden, men er der nogen andre der kender til det at fylde stearin i patroner så skriv til mig.

 

Jeg husker også engang hvor vi var i Randbøl og skyde lerduer og der var der nogen der havde fået for meget inden for vesten (skidefuld) og de kunne ikke ramme duerne, og da var der en der sagde at de skød så dårligt, at han godt ville kaste sin hat i vejret, for de kunne jo ikke ramme den, og som sagt så gjort, de ramte den heller ikke, men der var en der ventede til den lå stille på jorden og så ramte han den, det havde de meget skæg med, for han gik rundt med en meget luftig jagthat resten af dagen